Alexanderteknik

Bevægelseslære på basis af Alexander teknik.

Læren om den rette brug af kroppen og bevægelse.

Undervisningen går ud på at lære at bruge kroppen hensigtsmæssigt. P.g.a. ubevidste dårlige vaner i det daglige liv, kommer kroppen ud af balance. Det medfører alle former for lidelser. Dårlig fordøjelse, ondt i ryggen, dårligt kredsløb, smertende led o.s.v. Fordi kroppen falder mere og mere sammen. Undervisningen skaber opmærksomhed og forståelse for naturlig brug og man lærer at mærke sin krop.

Sådan virker det.

Alexanders opdagelse var, at det rette forhold mellem hoved, nakke og ryg er afgørende for hele kroppens funktion. Det kaldte han den primære kontrol. Det betyder at hovedet har en ledende funktion for kroppen i kropsholdning og i bevægelse. For at hovedet skal kunne lede, er det nødvendigt at hals og nakke er fri for spænding, så at koordineringen af hovedets position kan ske frit og konstant. Effekten af at nakken er fri for spændinger og at hovedet leder, er at ryggen fungerer som en stærk helhed, og er fri for unødvendige spændinger. Den primære kontrol har en positiv indflydelse på brugen af alle kroppens muskler og led. Baggrunden for hele denne dynamik ligger i tyngdekraftens indvirkning på kroppen. Tyngdekraften skaber vægten i kroppen. Kroppen er bygget til på en effektiv måde at forholde sig til vægten, ved at en række muskler ligger tæt op af knogle strukturen og støtter på en måde, så at kropsvægten falder gennem knoglerne. Disse musklers arbejde kaldes det posturale refleks, og det er det der holder os oprejst. Når man tillader disse muskler at fungere, giver det en oplevelse af at “forlænge” i kroppen, eller at være fuldt udfoldet og med en følelse af lethed i kroppen. Man kunne sige at vægten “forsvinder! når den falder igennem knoglerne, idet at vi ikke kan mærke den . Man oplever så at man ikke bruger nogen energi på at være oprejst, stående eller siddende, eller at være i bevægelse.

Hvorfor får man typisk ondt i ryggen?

Det der ofte er tilfældet er at man uden at være opmærksom, er begyndt at bruge kroppen uhensigtsmæssigt. Stress eller andre faktorer har givet en forøgelse af spænding i kroppen, og man har vænnet sig til at leve med en ændret tonus (spændings tilstand) i kroppen, der kan være en blanding af spænding og stivhed, og kollaps. Dette kan gradvist udvikle sig til permanente symptomer, i form af smerte, træthed, hovedpine eller irritationer. Men der kan også opstå akutte situationer som hold i nakke eller ryg.

Årsagen er at man er begyndt at “forkorte” kroppen. Spændinger i nakken skaber et pres ned igennem ryggen, og kropsvægtens fald forskydes fra knoglerne til muskler, der så hæmmes i deres arbejde. Man er begyndt at bruge de forkerte muskler til at udføre en funktion, og den onde cirkel er startet. Går man rundt i en længere periode med et sådant pres ned, kan man være uheldig at udvikle mere alvorlige problemer som slidgigt, frossen skulder, ischias smerter eller discus prolaps.